Det er skræmmende. Uvished er min livsledsager, og jeg skal forholde mig til den igen og igen.
Og intet skræmmer mig mere end den.
Kuldegysninger ned langs rygraden blot ved ordets lyd.
Det risler og fryser mit blod til is.
Uvished.
Intet er værre for mig. For måske står døden ved dets udgang og venter. På dig, som jeg elsker. Og tager dig fra mig.
Kløver alt, hvad der er godt.
Ikke fordi den er ond, døden, men fordi det er det, den gør.
Skiller os ad, så vi ikke længere kan kysse hinanden på kinden ved gensynsglæden. For den vil ikke længere opstå.
Uvishedens mulige drab.