Smerten griber hende

Smerten griber hende, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre med den. Hvorfor denne fortvivelse? Denne magtesløshed?

Hun kender den godt, smerten, og ved godt, hvorfor den kommer.
Men den er ikke håndgribelig, den er ikke givet i noget virkeligt, ikke endnu.
Den tilhører drømmens verden, og derfor gør den så ondt. Fordi den ikke materialiserer sig.
Det vil den gøre en dag, men ikke endnu.

Denne ventetid, denne smerte, denne håbløshed. Som ikke må være håbløs. Som hun må tro på, en dag er ovre.
Og så vil glæden komme.
Men nu virker den urealistisk.

Og hun er alene. Helt alene. I den store verden. Og det gør ondt. Og ønsket gør ondt. Helt ind i marv og ben.

Smerten føles inde i knoglerne. Den er nået så langt ind, så langt at den ikke kan nå længere. Den føles i hele kroppen.
Denne ufysiske smerte.
Der sidder inde i knoglernes bløde indre.
I lårbensknoglen, i spolebenet, i hammeren og stigbøjlen.
I fingerknoglerne og knæskalden.
Men ikke i kraniet. Ikke det endnu.
Det kommer nok end dag.
Hun håber bare, at forløsningen er kommet inden da.
Godt nok har det nået nakkens knogler, men ikke kraniet.

Bøgerne er kommet på plads i reolen. Det virker godt. Giver en indre ro. Virker hjemmevandt og nødvendigt. De skal være der. Der hører de til. Ikke oppe på loftet men i reolen. Det er deres plads. Der har de hjemme.
De er sorteret, lige sådan som de skal. Det giver også ro. Alle står lige netop på deres faste plads. Der er styr på bøgerne. På ordene. På tankerne. På ideerne. På drømmene. Nej, ikke på drømmende. Men på bøgerne. De står, som de skal. På deres faste pladser.

Også i kroppens bløder dele gør det ondt. Der har smerten siddet længe, længe. Længe før den nåede ind i knoglerne. Det er ligesom med kulden. Når den når til knoglerne og gør dem blå, så er det slemt. Så er det kun er virkelig solskinsdag, der kan gøre dem hvide igen. Der kan tø dem op. Indtil da er de blå. Indtil da gør det ondt. Indtil da sidder sorgen i halsen, i brystet, i maven, i knoglerne. Og gør ondt.
Går så forbandet ondt.