Lysene svigter

Lysene svigter, da hun går igennem gaden. Det er mørkt, og det er koldt. Og selvom det er september, er det koldt som i vinterens tætteste dunkel.
Måske hun ikke skulle være gået denne vej?
Men havde hun egentlig noget valg? Når det kom til stykket, var hun ikke sikker.
Fødderne var vist bare gået den vej, som vinden havde ført hende.

Hun havde ikke haft tid til at sætte sig ned og tænke. Ikke tid endnu. Men hun håbede, at det snart var det. Tid til at tænke. Tid til hende. Hendes tid.
At hendes tid snart ville komme.
Det trængte hun til. Til at mærke vejens fast hed under sine fødder. Under sine sko.

Hun trængte til at gå, det var derfor hun gik. Ikke fordi hun havde nogen plan for, hvorhen hun ville gå. Men hun gik for at gå, og for ikke at gå i stå.
Det var det værste hun vidste. At gå i stå.
At være nøjsom. Uden mål og uden formål.
Så ville hun dø. Lige så stille ville hun dø. Uden at nogen ville lægge mærke til det, ville hun dø. Uddø uden formål. Så hun havde et mål. Hun ville leve, leve og være stærk. Og være ambitiøs og glad og mærke livet. Hun ville leve for at leve.

Og det blev hendes livs pejlemærke.