Hun vil fremad

Den er der hele tiden, længslen efter noget nyt.
Stilstanden gør mig skør, tænker hun.
Stilstand og perifere glimt af afgrundens stilhed.
Ståsteder der ikke flytter sig en meter.
Der skal ske noget.
Nye tanker fødes i hende, og de skal ud. Ellers bliver hun rastløs og irriteret vred.
Hun er ikke skabt til at stå stile, hun vil fremad.
Hele tiden fremad. Også når hun kigger indad og kigger tilbage.
Fremad mod lyset, væk fra mørket.
Det tætte altopslugende mørke.
Det altfortærende, lydløse mørke der tyst hamrer mod hendes ryg og baghoved.
Frem mod lyset, mod livet der er drevet af lysten til at leve.
Til at trække vejret.
Til at ånde frit.
Fremad mod frihedens levende livskraft, der skal få hendes kjole stil at flagre omkring hendes krop, så formerne komme til syne i skørtets bølgende rundinger.
Hun vil danse, hun vil sanse og hun vil vinde livets fylde og styrke.
Hun vil gå på toppen af husenes knejsende tagrygge, indtil enhver baggårdskat kender hendes navn og falder i svime over hendes livskraft og – gnist.
De skal kende hende, de skal spinde for hendes fødder.
Hun vil vise dem verden, og vise verden sin verden, så verden virkelig forstår.
Hun vil besejre og vinde, hun vil flugte og drage tvivlernes tvivl rundt og gøre den til skamme.
Hun vil vinde. Hun vil erobre. Hun vil bemægtige sig. Hun vil vise dem, at hun kan.

Hun vil fremad.