Den lille, pæne pige

Jeg er så træt af altid at blive betragtet som den pæne pige. Ikke fordi jeg er ikke det, men fordi de vil have, at jeg er det.
Når jeg så træder ved siden af, så får de et chok, og de ser det som værende meget værre end, hvis andre gør de samme ”forkerte”-ting.

De ser mig som den lille pige, som hende der skal hjælpes. Hvis jeg beder om en lille ting bliver himmel og jord sat i bevægelse for at finde det til mig, som jeg har bedt om. Ting, der ikke betyder så meget for mig, tror andre, betyder alverden.
De vil så gerne hjælpe mig, men jeg har ikke bedt om at blive betragtet som en lille pige, der beder om hjælp.
Det virker som om de tror, at jeg går i stykker, hvis de ikke hjælper mig og sørger for, at jeg får det jeg mangler.
Jeg har ikke bedt om det. Jeg har aldrig bedt om at blive set på som en lille pige, der ikke kan klare mig selv.
Jeg kan klare mig selv, og jeg vil anses for at være voksen og for at have lov til at begå fejl, ligesom alle andre.
Jeg har mine meninger, og så er jeg fløjtende ligeglad med, hvad andre tænker om det.