”Bare vent til det bliver din tur”

Den varme, ubehagelige følelse strømmer igennem hendes mave og fortsætter op i solar plexus, hvor den sætter sig fast. Og gør ondt.

Det er efterhånden så normalt for hende med denne knugende smerte, som hun ikke kan dele med nogen.
Ikke fordi hun ikke tør. Men de forstår ikke. De er i en anden verden.
En verden med glæde, varme og kærlighed, med snot og lort, med madpakker og gummistøvler.
Med en lille hånd der søgende griber fat i deres. Og med søvnløse nætter.

Hun har også søvnløse nætter, men det er på en anden måde. Hendes søvnløse nætter kommer, når trangen bliver for stor.
Når savnet og drømmene er ved at splitte hendes sjæl til atomer.
Når smerten graver sig ind i knoglernes inderste marv. For så vidt er det kommet. Det er gået i knoglerne.
Der troede hun kun, at kræft, osteoporose og dets lige kunne komme.
Men hun ved nu, at også følelser kan gå i knoglerne. De voldsomme inderste smerter.

Hun har lyst til at gå, bare komme væk, og det i en allerhelvedes fart. Men hun er fanget her, hun kan ikke slippe bort.
Øjnene søger uvilkårligt efter en smutvej. I det mindste bare for et øjeblik. Ro, bare lidt ro.

Han kigger på hende, ikke fordi han ser hende, men det er tydeligt, at han forventer.
Reaktionen skal falde nu, ellers er der måske noget galt.
Han må for gud skyld ikke finde ud af det. Hun vil ikke sidde her og tude overfor ham. Han vil ikke vide, hvordan han skal håndtere det. Og så vil det gå helt galt for hende.

Hun bliver nødt til det. Nødt til at smile og forestille, at hans ord varmer. Helt op i øjnene.
Smilet kommer som det skal.
Han nikker og har det godt med sig selv.
Hun sidder alene, tom og ulykkelig tilbage, og er ikke blevet set. Ikke blevet forstået.
Alt det hun gør for at gøre andre mennesker glade.
De prøver, på deres egen uforstående måde at virke overskudsagtige og empatiske, men de rammer helt forbi. De når hende ikke til anklerne.
De plasker forvildet rundt og tror, at de hjælper hende. Kaster rådne redningskranse ud med ryggen til hende, hvorfor de ikke opdager, at hun drukner. Lige bag dem. Uden at nogen holder øje. Uden at nogen ser hende.